Minimaker – byg en flyvende bil!
Beskrivelse
I denne kreative og actionfyldte aktivitet skal børn og elever designe og bygge deres egen bil – med ét mål: den skal kunne flyve længst muligt ud over et 2 meter langt flyvehop! Bilerne bygges af genbrugsmaterialer som gamle valgplakater, sugerør, lim, glimmer og alt muligt andet, der kan få konstruktionen til at lette.
Aktiviteten kombinerer kreativitet, teknik og konkurrence. Børnene skal overveje bilens vægt, aerodynamik, balance og design – og så selvfølgelig teste, hvilken konstruktion der klarer sig bedst, når bilen sendes ud over rampen. Det handler om fart, form og fantasi – og om at turde bygge, teste og forbedre.
Booking og deltagelse
Som noget nyt i år booker I jer ind på en bestemt dag. Det vil sige, at I ikke selv kan booke en bestemt aktivitet. På baggrund af jeres tilmelding sammensætter vi et program med ca. to aktiviteter, der passer til jeres alder eller klassetrin. På den måde sikrer vi en god fordeling på de mest populære aktiviteter, så flest muligt får en plads.
Ud over de planlagte aktiviteter vil der være en lang række stande med naturfaglige aktiviteter, som kan besøges uden forudgående booking. Her vil SOSU-elever være til stede for at støtte børnene i arbejdet med de forskellige aktiviteter.
Følg link med tilmelding for at booke en dag til naturvidenskabsfestival. Bemærk at I kun kan booke, hvilken dag I ønsker at deltage og ikke en konkret aktivitet.
Mandag kan udelukkende bookes af børnehaver og 0. klasse.
Tirsdag og onsdag kan udelukkende bookes af 0. - 6. klasse.
Tilmelding
Formål
Når aktiviteten er gennemført:
- Har børnene arbejdet kreativt og konstruktivt med design og byggeri
- Har børnene fået erfaring med, hvordan form og vægt påvirker bevægelse og flyveevne
- Har børnene samarbejdet og eksperimenteret med fysiske materialer og ideudvikling
- Har børnene lært gennem leg og konkurrence og haft en sjov, skør og lærerig oplevelse
- Har børnene fået indsigt i, hvordan man kan skabe noget nyt ud af genbrugsmaterialer