Grundskole
Gratis

Når livet slutter

Billede

Beskrivelse

Gør det ondt at dø? Hvordan ser man ud, når man er død? Må man godt give den døde ting med i kisten? Hvad er et hospice egentlig for noget? Hvordan er det at leve med en uhelbredelig sygdom?

Uhelbredelig sygdom og død vækker mange spørgsmål. Personalet på Hospice Limfjord vil gerne tage imod skoleklasser og fortæller om livet på hospice og om, hvad der sker, når en patient dør. 

Aktiviteter

Før I tager hul på emnet, er det vigtigt at finde ud af, om nogle elever har døden ekstra tæt inde på livet. Det behøver ikke at afholde jer fra emnet, men tag en snak om, at emnet måske kan være hårdt for den pågældende elev. Omvendt kan det også virke befriende at få lov til at tale om sin sorg og erfaringerne med at miste. 

Hjemme på skolen 

Grundbogen ”Liv & Religion 2” har et kapitel, der hedder ”Hvad sker der, når man dør?” Det har gode illustrationer og korte letlæselige afsnit, som åbner op for en snak om det grundvilkår, at vi bliver født, og at vi en dag skal dø.  

Samtidig beskriver det kort og overordnet, hvad der sker, når man dør og bagefter skal begraves eller bisættes. Der er også to korte afsnit om begravelsespraksis blandt hinduer og muslimer, som kan vælges til eller fra.   
Ønsker du mere fokus på fremmede religioners begravelsesritualer, er ”Livets milepæle, Rejsens ende, Døden i verdens religioner” af Anita Ganeri et godt materiale, der behandler begravelsespraksis i de seks største verdensreligioner.  

 

Forberedelse

Besøget på Hospice Limfjord 

Besøget på hospice kan med fordel lægges midt i emnet. På den måde er eleverne sporet ind på tematikken, og de kan forberede spørgsmål til personalet på Hospice. Der vil også opstå spørgsmål undervejs i besøget, men det er vigtigt, at eleverne er klædt på, så de får mest muligt udbytte, og så begge parter oplever en dialog.  

Besøg på kirkegård  

Temaet kan også kombineres med et besøg på en kirkegård. Her kan eleverne undersøge, hvordan gravstederne ser ud (størrelse, form, beplantning, pynt osv.)? Hvorfor har de forskellig størrelse (kiste- eller urnegrave)? Hvordan ser de ukendtes kirkegård ud? Hvilke oplysninger står der på gravstenene? Hvilke figurer er der på stenene (duer, kors, olivengrene osv.). 

 

Efterbehandling

Temaet færdiggøres. Du kan benytte elevarket ”Mit besøg på Hospice Limfjord”, hvor eleverne beskriver besøget med ord og tegninger. På elevarket ”Sorg og glæde” kan eleverne tegne noget, de forbinder med de to følelser. I kan også arbejde med Hospice Limfjords logo og snakke om symboler ud fra vedlagte arbejdsark.  

Der er forslag til to salmer, som ofte synges ved begravelser/bisættelser. De giver mulighed for at finde eksempler på billedsprog og sammenligningen med årets gang og livets gang (Eks. planter spirer – børn fødes. Blade falder af, frugt ældes og rynker – vi får rynker og ældes). Måske kan eleverne genkende symboler og figurer fra nogle af gravstenene på kirkegården og fra Hospice Limfjords logo (fx solopgang/solnedgang, fugl eller timeglas). 

 

Formål

Besøg på hospice

 

Praktisk information

Sted
Hospice Limfjord
Kompagnigade 11
7800 Skive
Forløbstype
Forløb med formidler
Målgruppe
2. klasse
3. klasse
4. klasse
Fag
Kristendomskundskab
Pris
Gratis
Antal
25
Periode
Hele året
Skjul detaljer

Planlægning af besøg gerne i god tid.


 

 

Varighed
5 lektioner
Skjul detaljer

3-4 lektioner + besøg på Hospice Limfjord 1 - 2 timer

Emneområde
Bæredygtighed, klima og verdensmål
Kulturhistorie og tro
Faciliteter
Mulighed for at spise medbragt mad
Mulighed for toiletbesøg
Skjul detaljer

Undervisningslokale i bygning ved siden af Hospice

 

Du kan finde undervisningsmaterialer til forløbet på Easyiq

 

Tilmelding

Gratis
Tlf.: 96 14 87 00