Fra frø til træ – plant fremtidens skov
Beskrivelse
I denne jordnære og langsigtede aktivitet skal børn og elever anlægge deres eget lille højbed, fylde det med jord og plante frø og kerner fra danske, hjemmehørende træer som eg, bøg og andre arter. Højbedet bliver starten på et langt forløb, hvor børnene følger frøets rejse til spire – og med tiden, til træ. De små træer får mulighed for at vokse i sikre omgivelser og vil senere blive plantet ud i lokalområderne som en del af naturgenopretning og grønne tiltag.
Aktiviteten giver mulighed for at tale om frø, spirer, fotosyntese og langsomme processer i naturen. Der lægges op til, at institutioner og skoler selv arbejder videre med at undersøge og sammenligne forskellige frø og kerner – hvordan spirer de? Hvad kræver de? Og hvordan passer vi bedst på dem?
Et særligt fokus kan også være frugttræer som æbler. De er et oplagt alternativ, hvis man vil arbejde med bestøvning. I ét almindeligt kernehus fra et dansk æble kan man finde 5–10 forskellige fremtidige træer – netop fordi frøene er krydsbestøvede. Det giver anledning til at tale om både variation, genetik og biernes vigtige rolle.
Booking og deltagelse
Som noget nyt i år booker I jer ind på en bestemt dag. Det vil sige, at I ikke selv kan booke en bestemt aktivitet. På baggrund af jeres tilmelding sammensætter vi et program med ca. to aktiviteter, der passer til jeres alder eller klassetrin. På den måde sikrer vi en god fordeling på de mest populære aktiviteter, så flest muligt får en plads.
Ud over de planlagte aktiviteter vil der være en lang række stande med naturfaglige aktiviteter, som kan besøges uden forudgående booking. Her vil SOSU-elever være til stede for at støtte børnene i arbejdet med de forskellige aktiviteter.
Følg link med tilmelding for at booke en dag til naturvidenskabsfestival. Bemærk at I kun kan booke, hvilken dag I ønsker at deltage og ikke en konkret aktivitet.
Mandag kan udelukkende bookes af børnehaver og 0. klasse.
Tirsdag og onsdag kan udelukkende bookes af 0. - 6. klasse.
Tilmelding
Formål
Når aktiviteten er gennemført:
- Har børnene arbejdet med frø og kerner fra danske træer og forstået deres udvikling
- Har børnene fået indsigt i langsomme, biologiske processer og ansvar for pasning
- Har børnene konkret bidraget til fremtidens natur gennem plantning og pleje
- Har børnene fået viden om bestøvning og krydsbestøvning ved frugttræer
- Har børnene mulighed for at fortsætte arbejdet hjemme i institution eller skole og følge naturens cyklus tæt