Gratis

Vild mad

Billede af en gryde over et bål

Beskrivelse

Vild mad handler om den vilde, spiselige natur – og er et praktisk forløb, hvor vi ser på, hvad naturens spisekammer byder på i den aktuelle årstid. Herudfra laver vi noget spiseligt på bål.

Aktiviteter

Vi lærer i løbet af dagen nogle af årstidens almindelige og letgenkendelige planter og bær at kende. Vi kommer til at beskæftige os med sæson og sankelandskab. Vi sanker efter sankeregler og har naturligvis fokus på sikkerhed – vi starter med få planter, som vi måske kender i forvejen, der er nemme at genkende. Sanke er et gammelt dansk ord, der betyder at samle eller plukke planter, for eksempel for at spise dem.

Vi slutter af med at tænde bål og tilberede noget spiseligt. Det kan f.eks. være urtefrikadeller, brombærsyltetøj, urtebrød, hyldesuppe, myntete, skvalderkålspesto og meget andet. Det afhænger både af årstid og aldersgruppe.

Forberedelse

Hjemmefra kan I tage en snak om følgende: Hvilken årstid er det? Hvilket sankelandskab skal vi ud i? Hvordan var vejret for en uge siden? Hvad kan vi forvente at finde? Hvilke regler gælder for sankning?

Efterbehandling

Måske får I lyst til at gå på sanketur i jeres nærområde? I kan også beslutte jer for at blive klogere på nogle af de planter, vi fandt på turen. Så kan I dele klassen i små hold og lade hver gruppe blive klogere på en udvalgt plante og formidle om den for resten af klassen.

Formål

At give eleverne en forståelse for at samle og tilberede naturens råvarer, så de herigennem også udvikler nysgerrighed og interesse for naturen.

Sted
Naturcenter Brokholm
Vejsmarkvej 15
7870 Roslev
Tilmelding