Gratis

Snitteværksted

Billede af dreng som sidder i skoven og snitter. Credit Colorbox

Beskrivelse

Mon ikke de fleste kender Emil fra Lønneberg, som bruger mange timer i værkstedet med at snitte?

At snitte er en skabende proces, der kræver ro, koncentration, finmotorik og øvelse, men uanset hvilket stadie man er på, er det en hyggelig fællesaktivitet. Dette er en dag, hvor vi skal arbejde koncentreret og kreativt med at save, hugge og snitte.

Aktiviteter

Vi går på jagt i skoven efter egnet træ til at snitte i. Vi kan snitte forskellige redskaber og legetøj såsom en vandrestav, en krybskyttefløjte, en brummer, en nøglering, brikker til tre på stribe, en smørekniv og meget andet. Vi vælger mere eller mindre avancerede ting afhængig af alder. Eleverne lærer at bruge kniv, økse og sav korrekt.

Snitteøvelserne giver mulighed for at lære at håndtere træ og at kunne genkende og skelne forskellige træarter og deres egenskaber fra hinanden.

Forberedelse

Snitteværkstedet kan indgå i mange forskellige sammenhænge:

  • Det kan være en del af et danskforløb om ”Astrid Lindgren” og "Emil fra Lønneberg"
  • Et forløb i natur/teknologi om træ/skoven
  • Som en aktivitet med "de hårde materialer" i faget håndværk og design 

I kan eventuelt på forhånd arbejde med de forskellige træarter ud fra elevernes alder og forudsætninger. Se link til inspiration under "Materialer".

Efterbehandling

Hjemme på skolen kan I færdiggøre jeres produkter, lave en udstilling eller videreudvikle på snitterierne fra dagen på Brokholm.

Formål

At gøre børnene fortrolige med save, knive, økser og træ.

At lære børnene håndtering af save, økser og knive samt simple teknikker ved snitning.

At børnene stifter bekendtskab med træers forskellighed.

Sted
Naturcenter Brokholm
Vejsmarkvej 15
7870 Roslev
Undervisningsmateriale

Skovens træer - en opslagsbog

I bogen ”Skovens træer – en opslagsbog” kan I finde fortællinger og fakta om forskellige træarter. Den findes både som PDF-fil og som e-bog i linket nedenfor.

Tilmelding